Hjem/En god hverdag

Kost, søvn og motion i overgangsalderen – få en god hverdag

Motion
Regelmæssig motion hjælper til at træne kroppen i at skille sig af med overskydende varme8, ligesom motion har en positiv effekt på hormonbalancen9. Derudover styrker fysisk aktivitet humøret9 og en stærk krop styrker led, sener og knogler – og forebygger derved knogleskørhed10. Vær derfor fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen – enten ved styrketræning eller ved træning, der styrker din udholdenhed (længere tids træning ved lavere intensitet, fx langsomt løb, svømning eller cykling)10. Øvelser, der styrker balancen kan desuden hjælpe ved at reducere risikoen for fald og dermed brud på knogler10. Sørg også gerne for at integrere aktivitet i din dagligdag – tag trappen i stedet for elevatoren, stå af bussen et stop for tidligt og gå, bevæg dig løbende gennem hele dagen.

Kost
Følg kostrådene, og spis sundt, groft og varieret11. Vær opmærksom på, at nogle fødevarer kan være gode at undgå eller ekstra gavnlige for at forebygge hedeture eller knogletab. Fødevarer med sunde fedtsyrer, fx fede fisk, nødder, planteolie, fiskeolie og avocado har en sund indvirkning på bl.a. kredsløb, led og hjerne12. D-vitamin og calcium styrker knoglerne og findes bl.a. i magre mejeriprodukter, nødder, lys fisk og bælgfrugter13. Sojaprodukter og bælgfrugter indeholder plante-østrogen, og nogle oplever, at disse kan lindre hedeture14. Nogle kvinder oplever, at visse fødevarer/drikkevarer udløser hedeture, fx stærkt krydret mad eller kaffe, men dette er meget individuelt15.

Søvn
Hormonforandringer og hedeture i forbindelse med overgangsalderen kan hos nogle kvinder give søvnproblemer i form af fx urolig søvn, hyppige opvågninger og problemer med at falde i søvn1.

Problemer med at falde i søvn kan afhjælpes ved fx:

  • At gøre op med evt. bekymringer, søg evt. professionel hjælp16

  • Prøv evt. afspænding eller åndedrætsøvelser før sengetid16

  • Dyrk hård motion tidligt eller midt på dagen. Undgå motion lige før sengetid16

  • Hormonbehandling ved mange natlige hedeture3

  • Regelmæssig motion – men ikke for tæt på sengetid16

  • Undgå kaffe, the, cola, alkohol og cigaretter lige før sengetid – og evt. andre fødevarer, som du har erfaring med giver dig hedeture/kvikker dig op15

Referencer